Rugbrødsglæde i dagligdagen

Det daglige brød kan være mange ting og for nogle mennesker er brød “bare” underlag for det pålæg de vælger til dagens måltid. Vi er så forskellige i alle måder som mennesker og derfor også i vores måder, at skulle glædes over brødet i hverdagen. Jeg holder meget af rugbrød der ikke er fyldt med sukker og sukkerarter, det simple rugbrød bagt på rugmel, rugkerner, frøkerner, surdej, vand og salt – ja det kan altså noget. Jeg har i over 20 år bagt rugbrød til min familie og i årene med bageriet er det jo også blevet en del af bageriets DNA med det gode solide rugbrød. Mit rugbrød er startet døgnet før det skal bages, det står og hygger sig i 12-16 timer i første hævning og så bliver det rørt med mere rugmel og lidt vand og så har det lige nogle timers hviletid i form inden det skal bages i længere tid. Ja det er en længere proces, men resultatet er absolut værd at vente på. Jeg hører jævnligt fra mine kunder, at de har oplevet større mæthedsfornemmelse, når de spiser mit brød – ja hvad kan jeg sige andet end, det er solidt brød og det skal prøves.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *